Brødrene Olsen, Falster


Brødrene Olsens legendariske redning af 22 på Falster


Stort set hele Sydfalster blev oversvømmet under stormfloden, og 52 mennensker omkom. Da katastrofens omfang blev kendt i Nykøbing Falster i løbet af den 13. november, besluttede man sig for at forsøge at redde nogle folk, der var fanget på gårdejer Corneliussens loft på Bøtø.


Frederik og Edvard Olsen fik sammen med to andre mænd fat i en båd og kørte den i stormvejret så langt mod Bøtø, som de kunne. Derfra måtte de ro. Frederik Olsen fortalte senere, at hans bror Edvard to gange under vejs blev slået ned i båden af kraftige bølger:


"Et stykke Tid roede vi hen ad Vejen mellem Piletoppene ... en mægtig rullende Dønning kastede os fra den ene Side til den anden. Endelig nåede vi Corneliussens gård".


På grund af det dårlige vejr overtalte Corneliussen dem til at blive på loftet natten over. Dagen efter fik de fire redningsmænd roet alle 22 indespærede folk i sikkerhed.


Tegning af brødrene Olsens redningsaktion til Corneliussens gård. Man må forestille sig, at det er Corneliussens fortvivlede hånd, der rækker ud ad gavlvinduet.


De fire redningsfolk fik i 1873 hver en redningsmedalje af kongen med ret til at bære samme.